Vild med mad

Formålet er at eleverne tilegner sig viden, færdigheder og holdninger omkring mad, som de kan have med sig i bagagen i deres videre liv. Eleverne får ikke kun mulighed for at spise noget mad og blive mætte. Formålet er i lige så høj grad, at eleverne:

  • får mulighed for at få en god oplevelse med forskellig mad
  • eksperimenterer med mad
  • får en viden omkring mad
  • reflekterer over mad
  • udvikler deres håndværksmæssige kunnen
  • smager på mad og sætter ord på, i samvær med andre

Eleverne skal få indsigt i den samfundsmæssige vinkel omkring mad (som fx forbrug og varedeklarationer). De skal få indsigt i, hvilke råvarer og tilberedningsmetoder der fremmer menneskets sundhed og livskvalitet.

Raagelund Efterskole 4420 Copy

Uddybende beskrivelse af indholdet

Den håndværksmæssige del fremkommer naturligvis hver eneste gang under hvert emne, med forskellige udskæringer, tilberedningsmetoder og håndtering af råvarerne.

Sund mad på farten:
Eleverne skal lære, hvordan man kan lave sund mad på en hurtig måde i en travl hverdag. Der vil endvidere være fokus på, hvad man kan gøre for, at man kan lide det sunde – ift. konsistens og smag.

De officielle kostråd:
Eleverne skal lære de 10 officielle kostråd at kende og få indsigt i udvalgte kostråds betydning for sundhed og velvære. Desuden vil der i undervisningen være idéer til, hvordan man kan have fokus på kostrådene i den daglige madlavning.

Brød og korn:
Eleverne skal prøve at bage brød ud fra en mængdeopskrift, hvor de selv vælger, hvilken slags mel, kerner og surmælksprodukt, de vil bruge til deres brød. De vælger også selv, hvordan brødet skal formes og se ud. De skal lære om forskellen på hvidt og groft brød – om næringsindholdet.

Smag:
Eleverne skal lære, at der er 5 grundsmage; sød, surt, bitter, salt og umami. De skal lære at smage ift. de 5 grundsmage og sætte ord på i stedet for at sige ”adr”. De skal turde smage og de skal tilberede måltider, hvor de anvender denne viden og eksperimenterer med smagen.

Forbrug:
Eleverne skal lære, hvad fordelene og ulemperne er ved hel- og halvfabrikata ift. hjemmelavet mad. De skal prøve at lave den samme ret på 3 forskellige måder; hjemmelavet, helfabrikata og halvfabrikata (fx pandekager, tarteletter, suppe). De skal lære noget om, hvad der står på en varedeklaration, bl.a. omkring energigivende stoffer og E-numre.

Det søde liv:
Eleverne skal lære at lave søde sager. Chokolade kan være fokus, hvor eleverne skal få indsigt i chokolades indhold, smag og anvendelse.

Fokus på én råvare, kartoflen eller æblet:
Eleverne skal have en viden om råvaren, dens næringsstoffer og anvendelse. De skal opleve råvaren tilberedt på mange forskellige måder; kogt, stegt, bagt, mos.

Mad fra de varme lande – forskellige madkulturer:
Eleverne skal lære lidt om forskellige madkulturer rundt omkring i verden. Hvilke råvarer de udvalgte lande dyrker, hvilke retter de spiser og hvordan de spiser. Fokus på krydderier rundt i verden.

Mormors køkken – go’ gammel dansk mad:
Eleverne skal lære, hvilke retter der er gode gamle danske. Vi har fået en meget blandet madkultur med inspiration fra andre lande, men hvad er typisk dansk og hvorfor.

Julemiddagen:
Eleverne skal lære, hvilke retter der hører sig til julebordet. Har det altid været det samme gennem tiden, og hvorfor spiser vi som vi gør. Evt. fokus på grisen og dens brede anvendelse i julen.

Scoremiddagen:
Eleverne skal prøve at lave god mad, som de ville lave, hvis de skulle have en scoremiddag. Velsmagende mad, opdækningen og anretningen har i den grad betydning her.

Strukturen hver gang

  • Præsentation
  • Kort gennemgang af opskrift
  • Madlavning i grupper
  • Oprydning og opvask løbende
  • Anretning og præsentation af retter med fokus på dagens emne
  • Måltid
  • Evt. idéer og ønsker til næste uges emne
  • Oprydning og opvask
Raagelund Efterskole 4650 Copy

Undervisningsmaterialer

  • Opskrifter fra nettet
  • Kogebøger
  • Råvarer
  • Køkkenredskaber
  • Kamera
  • Diverse Modeller - bl.a. ’Y-modellen’, ’Kostkompasset’, ’Vitaminer og mineraler i forskellige fødevarer’, ’Klimavenlige fødevarer’, ’Smagestjernen’, ’Sanseordbanken’ og ’E-numre’.
  • Undervisningssider: www.madellerhvad.dk , www.madklassen.dk , www.smagensdag.dk, www.altomkost.dk.
Raagelund Efterskole 4789 Copy

Evaluering

  • Eleverne vil i hver time ende med et produkt (fx en ret), som de skal præsentere, og som vil blive evalueret i forhold til dagens fokus, inden vi smager.
  • Vi tager billeder løbende af arbejdsprocesserne og til slut af det færdige produkt.
  • Vi har en facebookgruppe, hvor alle opskrifter og billeder er samlet.
  • En opsamlende quiz omkring det forskellige faglige indhold, vi har været igennem (som fx sundhed, råvarer m.m.)
Raagelund Efterskole 4441 Copy

Se mere på Facebook og Instagram